Hvorfor Løser Du Medarbejdernes Opgaver?

mar 16, 2023 | Ledelse og Læring

Kommer du til at tage over på opgaverne?

Kender du situationen, hvor du sidder hjemme bag skærmen tirsdag aften, og roder med en opgave, som faktisk lå på din medarbejders bord timer forinden? Der havde den måske opholdt sig i lidt for lang tid. Af en eller anden årsag, så endte det med, at du sagde:

jeg kigger lige på opgaven i aften, og vender retur til dig i morgen

Nu sidder du så og hygger med en faglig – og sikkert spændende opgave.

Og fair nok. Du er sikkert også hamrende dygtig til at løse lige netop denne opgave. Du får måske endda energi af det. For du har med stor sandsynlighed selv siddet i medarbejderens stol i sin tid og løst opgaver.

Forklaringen på, hvorfor vi tager over på opgaverne

En del af forklaringen på, hvorfor vi tager over på opgaverne, bunder i vores personlige adfærd og temperament. Måske du selv tænker, at årsagen bor hos den medarbejder, der ikke fik løst opgaven. Men med relativ stor sandsynlighed, så har vi ikke bedrevet den rette ledelse af medarbejderen med afsæt i hans eller hendes forudsætninger.

Så hvorfor er det så, at vi tager over?

Hvis vi ser på fire forskellige ledertyper, så kommer her et par mulige bud på hvorfor.

Den resultat- og handlingsorienterede leder løser medarbejderens opgaver fordi…

  • Det går hurtigere
  • Andre er langsomme
  • Selvgjort er velgjort
  • Er fanget i eget kontrolbehov
  • Det bliver som du selv vil have det
  • Du er faktisk den bedste

Den energiske og relationsorienterede leder løser medarbejderens opgaver fordi…

  • Det er nok lettest selv at gøre lige nøjagtig det her
  • Du føler instinktivt, at du kan klare det
  • Du aner bare ikke hvor mange timer, der er i opgaven
  • Du tænker, at alt går hurtigere…
  • Men det gør det ikke

Den støttende og omfavnende leder løser medarbejderens opgaver fordi…

  • Dit personale virkede plagede og stressede
  • Du følte dig nødsaget til at hjælpe
  • Du havde ikke hjerte til at læsse mere af på dem
  • Du har svært ved at stille krav
  • Du er for flink

Den kompetencesøgende leder løser medarbejderens opgaver fordi…

  • Du er den eneste, der kan levere tilstrækkelig høj kvalitet
  • Du har selv skabt arbejdsrutinerne
  • Du ser dig nok mere som specialist end leder
  • Du elsker arbejdet
  • Du glemmer nogle gange, at du har medarbejdere

Sæt fokus på din egen adfærd og bevæggrunde for dit lederskab

Selv om du har en ledertitel tilfælles med andre ledere, så er er det stadig din adfærd og dit temperament, der er styrende for din orientering som leder.

Ønsker du at hjælpe dine medarbejdere til bedre opgaveløsning og grundlæggende præstation, så starter det hos dig selv. Genlæs de fire ledertypers bevæggrunde her. Måske du kan relatere dig til en af dem.

Med afsæt i en øget bevidsthed om egne handlemønstre og adfærd, så vil du næste gang, du står foran medarbejderen, være en tand mere opmærksom på ikke at tage over på opgaven, men fastholde dig selv i lederrollen og vejlede og guide efter behov.

 

God fornøjelse med ikke at løse alle medarbejderens opgaver.
Rasmus Steen Malmstrøm

 

Info: Artiklen er baseret på DiSC personprofiler.

Rasmus Steen Malmstrøm

Ledelsesrådgiver / Direktør
+45 25 35 00 01
rsm@refineconsulting.dk