Digitaliser Erfaringer, Så I Ikke Taber Viden I Byggeriet

aug 20, 2020 | Proces og Digitalisering

Uanset om det er Peter eller Jonas, der skal stå for byggesagen, skal kunden opleve den samme kvalitet og professionalisme. Der er en række vigtige opgaver, som skal håndteres og løses uden fejl. Det tilbagevendende spørgsmål er, hvordan ledelsen sikrer sig det?

Vi gør, hvad vi kan

Jeg antager, at alle står op hver morgen for at gøre deres bedste. Det er mit grundsyn på dygtige medarbejdere.

Men nogle gange er omstændighederne og forudsætninger ikke optimale. Måske har vi ramt et projekt, som overrasker i kompleksitet. Måske er kollegaen syg, og du bliver pludselig overbebyrdet. Måske er det første gang du prøver kræfter med en projekttype. Forklaringer er der mange af.

Men fælles for rigtig mange engagerede personer i byggeriet er, at vi gør, hvad vi kan og bruger den tid, vi har til rådighed.

Spildes tiden på forglemmelser eller basale opgaver?

Du kan selvfølgelig ikke forudse alting. Og vi må tage en ekstra tørn for holdet fra tid til anden.

Men overvej engang hvor det er, at timerne flyver afsted?

Er det på opfølgningen af, om dine kollegaer har løst deres opgaver som aftalt? Eller løber du efter oversete detaljer, fordi overleveringen fra kalkulationen ikke blev prioriteret? Eller sidder du og bøvler med at finde den ene eller anden version af byggemødereferatet, som I skal bruge på jeres projekter?

Lad systemerne huske på dine opgaver og måden opgaven løses på

Jeg er helt med på, at mit svar også kræver en indsats for at nå i mål.

Men har dit team, afdeling eller virksomhed nået en størrelse, hvor det er svært at danne det forkromede overblik hen over morgenkaffen, så tyder noget på, at I kan opnå store fordele ved at systematisere jeres arbejdsgange og danne best practice for den måde, som tingene skal gøres på.

Og her taler jeg ikke om at lave et tykt ringbind.

I dag er der utallige muligheder for at opbygge arbejdsgange i smarte programmer, der mere eller mindre automatisk hjælper med dokumentation og påmindelser om de ting, som vi skal huske. Får du etableret en klar praksis for, hvordan overleveringerne skal ske, hvilke personer og roller der varetager forskelige ansvarsområder, hvilke dokumenter og standarder der skal bruges gennem projektet, så er der skabt en grundlæggende struktur, der utvivlsomt vil give et overskud.

Jeg er ret sikker på, at viden ikke i samme grad vil gå tabt. Det bliver lettere at overdrage en sag, hvis en kollega er fraværende, og når I ansætter nye medarbejdere til holdet, kan de finde den gode parksis for måden at arbejde på i jeres nye system.

Der skal ikke så meget til, før det betaler sig. En ellers overset detalje fra en tilbudsgivning kan være nok i sig selv.

God fornøjelse,
Rasmus Steen Malmstrøm.

Rasmus Steen Malmstrøm

Ledelsesrådgiver / Direktør
+45 25 35 00 01
rsm@refineconsulting.dk